23948sdkhjf

Smartwatches truer de schweiziske luksus-ure

Bekymrede miner hos den schweiziske luksusindustri.
Der er sorte skyer forude for den schweiziske urindustri, der i mange år har været den foretrukne leverandør af luksus-accessories til verdens købestærke forbrugere.

I de første seks måneder af 2016 faldt eksporten 7 pct. sammenlignet med samme periode sidste år, fortæller Deloitte i en pressemeddelelse.

Producenterne er bl.a. bekymrede over kopivarer, faldende efterspørgsel samt de millioner af forbrugere, der i dag foretrækker et Smartwatch i stedet for et klassisk ur.

- Den schweiziske urindustri er jo indbegrebet af luksus med en lang række ikoniske brands, som bæres af kunder over hele verden. Det betyder dog ikke, at man automatisk er beskyttet mod skiftende præferencer og nye, digitale konkurrenter. Det viser de nye tal med al tydelighed, siger partner i Deloitte Morten Steinmetz, der er ekspert i luksus- og modebranchen.

I slutningen af 2015 overhalede salget af Smartwatches for første gang salget af schweiziske ure. En trend, der kun vil forstærkes, mener Morten Steinmetz:

- Det er klart, at SmartWatches rammer lige ned i en massiv efterspørgsel efter digitale enheder, der både har en stor signalværdi og samtidig tilbyder en række nye muligheder for at udnytte teknologien. Derfor vil der uden tvivl være flere og flere forbrugere, der skifter til Smartwatches. Den vægt er allerede tippet, og den kommer til at tippe endnu mere.

De schweiziske urmagere arbejder derfor hårdt på at styrke deres tilstedeværelse på de allerstørste markeder. Især Indien og USA er i kikkerten som potentielle vækstmarkeder.

- For ikke længe siden besluttede Kina at lægge en eksporttold på udenlandske varer for at styrke den hjemlige luksusindustri. Derimod er der stadig mulighed for at få fat i fx den voksende indiske middelklasse, som gerne skilter med deres penge, siger Morten Steinmetz.

Trods nye produkter og nye strategier kæmper urproducenterne dog en hård kamp for at få afsat deres produkter, mener Morten Steinmetz:

- Selv om man har held til at introducere nye, attraktive produkter, er det svært at stå imod de digitale konkurrenter. Hertil skal man også lægge et kæmpe marked for kopiprodukter, der har vist sig næsten umuligt at holde nede. Ifølge de seneste tal bliver der produceret hele 40 mio. falske schweiziske ure om året mod 30 mio. ægte. Også det er en enorm trussel mod producenterne.

Ud over Apple, Samsung og Sony konkurrer Swatch og TAG Heuer om at vinde markedet for Smartwatches.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.372